ISO er et udtryk for sensorens lysfølsomhed. Bruges der en højere ISO-værdi, kan man til gengæld bruge en kortere lukkertid eller en mindre blændeåbning. Kameraets automatik justerer selv ISO’en, og man kan også selv indstille den på mange kameraer. Det er imidlertid ikke uproblematisk at forøge ISO, for man presser sensoren til at klare sig med en mindre lysmængde, og det kan resultere i billedstøj.
ISO-skalaen
Den laveste ISO-værdi er normalt 100 og derefter fordobles den: 100, 200, 400, 800, 1.600, 3.200, 6.400, 12.800… For hvert trin fordobles følsomheden, og det er mange kameraer går kun op til 1.600 eller 3.200. Selvom der kan komme billedstøj, er det alligevel praktisk nok at kunne presse ISO’en op, for alternativet er måske, at man slet ikke får taget billedet.
Billedstøj
Billedstøj opstår, når sensoren har begrænset lys at arbejde med. Man kan sammenligne det med almindelig baggrundsstøj: Hvis du er i biografen, kan du ikke høre støjen fra knitrende slikposer og folk der småsnakker, hvis lyden er tilpas kraftig, men når der er stille passager, er støjen generende. Tilsvarende med billedstøj: Når der er masser af lys, kan man ikke se billedstøjen, men når der kun er lidt lys, bliver billedstøjen et problem.
Støjreduktion
Kameraerne har normalt en eller anden form for støjreduktion indbygget i automatikken, således at støjen ikke bliver helt så synlig. Billedbehandlingsprogrammer kan også have funktioner til at reducere eller fjerne støj. På billedet er støjen kraftigt reduceret med programmet Noiseware. Det går lidt ud over detaljerne, men det er en klar forbedring.
Læs om eksponering
Læs mere om sammenhængen mellem blænde, lukker og ISO i artiklen om eksponering. Det er vigtigt at kende til!
