Hvis du gerne vil se indhold som fx DRTV, TV2 Play, Netflix, HBO eller C-More på dit tv, findes der flere smarte løsninger – fx Apple TV og Google Chromecast. IPTV-løsninger fra fx Telia og Fullrate kan ligeledes bruge Apple TV eller Chromecast.
Hvad er Apple TV?
En slags iPhone
Apple TV er baseret på samme styresystem (iOS) som iPhone og iPad, og derfor bruger Apple TV de samme apps. Man kan dermed installere iOS-apps som fx Youtube, DRTV, TV2 Play, Netflix, HBO, Spotify, Flickr osv, og få indholdet fra disse apps på tv’et.
Forbindelser
Apple TV forbindes trådløst eller via kabel med din router og tilsluttes dit tv med en HDMI-kabel. Styringen foregår med den medfølgende fjernbetjening. Apple TV kræver dermed ikke, at du har en smartphone, en tablet eller en computer, (men du har nok mindst en af delene, hvis du har en router 😉 )
Google Chromecast forudsætter, at man har en smartphone med de relevante apps, og Chromecast understøtter kun wifi – ikke kabel. |
Har du et Smart-TV, kan du normalt se bl.a. Netflix, Youtube og DRTV, men der er mange tjenester, som et Smart-TV ikke understøtter. Udbuddet afhænger af tv’ets alder og model/fabrikat. |
Udgaver og priser
Apple TV er nu nået til version 4, og det er den, det efterfølgende handler om. Selve enheden er ret kompakt (9,8 x 9,8 x 3,5 cm), og fjernbetjeningen er heller ikke ret stor (3,8 x 12,4 x 6,3 cm).
Apple TV 4
Denne version er den billigste, og den understøtter HD (1080p). Den har indbygget 32 GB SSD-harddisk.
Apple TV 4K
Denne version understøtter, som navnet indikerer, 4K-opløsning (Ultra HD: 2160p). Den findes både i 32 GB og 64 GB.
Apple TV 4K (2. gen)
I maj 2021 kan den nye udgave af Apple TV 4K købes. Som forgængeren findes den i to udgaver 32 GB og 64 GB . Se mere i boksen nedenfor.
Apple TV 4K (3.gen)
I foråret 2023 kom 3. generation af Apple TV-boksen. Der er ikke de store nyheder – bortset fra at der er større lager – nemlig 64 og 128 GB.
Hvad følger med?

Med selve Apple TV 4-enheden medfølger et strømkabel, en fjernbetjening (genopladelig) og et lightningkabel, der kan bruges, når fjernbetjeningen skal oplades.
Selve enheden
Enheden forbindes til tv’et med et HDMI-kabel. Bag på enheden er der et HDMI-stik, et strømstik, et USB-C-stik (til service mv) og et netværksstik. HDMI-kabel og netværkskabel medfølger ikke.
Apple TV 4 forbindes som nævnt til routeren via wifi eller via netværksstikket. Bruges et netværkskabel får en man en forbindelse, der er hurtigere og mere stabil end wifi.
Enheden indeholder derudover Bluetooth (til fx trådløs hovedtelefon) og en infrarød modtager (til fjernbetjeningen).
Apple TV er forsynet med en SSD-harddisk på 32 eller 64 GB. Her gemmes apps og man kan lagre fx musik og fotos, som kan afspilles/vises på skærmen.
Annonce i samarbejde med PriceRunner
Fjernbetjeningen

Fjernbetjeningen – eller remoten, som Apple kalder den – er en fancy lille sag.
Der er seks knapper og en touch-overflade (det øverste område):
- Menu
- TV / Hjem
- Søg /Siri
- Lydstyrke op/ned
- Afspil/pause
Med touch-overfladen kan man swipe og klikke.
Fjernbetjeningen indeholder en infrarød sender (ligesom en “rigtig” fjernbetjening), og derfor er det tv’ets “egen” lydstyrke, der reguleres. Man kan også tænde og slukke tv’et direkte på Apple TV-fjernbetjeningen.
Bemærk, at der kan være forskel på hvordan knapper og swipe virker alt afhængigt af, hvilken app, der anvendes.
Skærmtastatur
Du kan stave dig frem med skærmtastaturet, men det er nemmere at bruge en app – se nedenfor.

Hvis du bruger skærmtastaturet, er der nogle smarte genveje, der gør betjeningen lidt nemmere: Slet sidste tegn ved langt tryk, skift mellem store og små bogstaver med [Play/Pause]-knappen.
Spil
Fjernbetjeningen indeholder også accelerometer, gyroskop og kompas, og derfor kan den også bruges som controller til en række spil.
Mange features og indstillingsmuligheder

I den omfattende online brugerhåndbog kan du læse mere om installation og anvendelse. Bemærk også, at der er talrige muligheder for at tilpasse enheden til dine behov. Fx kan bestemme underteksternes størrelse, indstille touch-overfladens følsomhed, tilpasse hjemmeskærmen, bruge et eksternt bluetooth tastatur, lave familiedeling osv, osv.
Naviger på Apple TV
I brugervejledningen er der i øvrigt en god gennemgang af, hvordan du bruger fjernbetjeningen.
Betjen Apple TV via en app
Til iOS
Til iPhone (og iPad) kan man få en app, der kan fungere som en ekstra fjernbetjening. Den findes i App Store.
I visse tilfælde kan man få iPhonens volumenkontrol til at styre lyden på tv’et. Det afhænger tilsyneladende at tv’et.
Ud over at man dermed har en ekstra fjernbetjening, så har det den fordel, at man kan bruge iPhonens tastatur, når man skal anføre password, søge osv. Det er noget nemmere at stave sig igennem ved at bruge touch-overfladen.
Til Android
Apple laver ikke en officiel app til Android, men det er der heldigvis andre, der gør. I Google Play kan man finde flere apps, der kan styre Apple TV.
Lifewire har anmeldt seks af slagsen, så der er lidt at vælge imellem.
Airplay
Har du to Apple-apparater kan du få den til kommunikere via Airplay. Du kan både streame fra iPad via Apple TV til tv’et, og du kan få vist din iPad-skærm via Apple TV på tv’et (mirror-funktion).
Apple har en udmærket side, der forklarer hvordan man gør med både iPad, iPhone og Mac.
Der findes også 3. parts enheder, der understøtter Airplay.
Bottom line
Har man brug for at se streamet indhold på den store skærm, er Apple TV 4 er en god løsning. Den er noget dyrere end Chromcast, men man får også mere for pengene.
Se også artiklen om Chromecast med Google TV og artiklen om Mi Box S 4K.
Artiklen er fra november 2018 og er opdateret maj 2023.
Har netop fået et Apple-TV opsat af svigersøn (er selv i 70`erne).
Har været udsat for ikke at kunne fortsætte et program, vi har stoppet undervejs fx i halvleg til EM i håndbold. Når vi vil fortsætte programmet, vises teksten, at der er for mange afspilninger i gang, og at vi skal afslutte dem. Hvordan gør man det?
Er grunden, at vi har startet tv`et op fra flere Remotes? Vi har den, der hører til Apple tv`et og så app-Remote i hver af vore 2 iPhones? Og igen, hvordan afslutte et program?
Mvh Tove
Du bruger nok Apple TV-boksen sammen med et abonnement fra fx YouSee eller TV2 Play. Er der for mange afspilninger i gang (på Apple-TV, computer, tablet, mobil…) kan det give fejl. Det kan også give fejl, hvis man er logget ind for mange steder.
Hej, jeg har appel tv og har lige fået TV2 play, jeg kan ikke få tv2 play på tvet, kun på ipaden,
hvad gør jeg galt?
På Apple TV skal du gå ind i App Store, finde TV2Play-app’en og installere den.
Kan forstå at man skal have en Apple tv-boks på hver tv man ønsker at bruge. Men skal der abonnement til hver box.
Nej, det skal du ikke. Det afhænger helt af abonnementet: Den billigste Netflix kan fx installeres på mange enheder – men kan kun bruges på en adgangen. På TV2 Play kan du være logget ind på fem enheder, men kun afspille på to (ad gangen). Apple TV er en enhed ligesom fx mobil, tablet og computer.
Vi har en Apple TV boks 1.0 tilsluttet et LG tv 8-10 år gammelt. Vi streamer fra vores nye IPhones og IPads og det har fungeret fint bortset fra langsomt bredbånd. Nu har vi fået fibernet og en ny Google Nest router. Wifi kører fint på IPhone og IPad, men når vi streamer til TV falder signalet ud ustandseligt og både tv og også nogen gange vores IPhone/IPad har problemer med at fastholde signalet. Ved hastighedsmåling har vi de lovede antal Mbit. Går Apple TV boks dårligt sammen med en Google Nest router eller hvad kan problemet mon være?
Jeg har desværre ikke erfaringer ældre Apple TV-bokse og Google Nest. Måske kan andre svare…
Kan man dele Enternet fra sin mobil hvis det er til campingvogn ?
Apple TV kan godt køre over wi-fi, så hvis du opretter et hotspot på telefonen, burde det fungere fint.
Hej . Her er endnu et spørgsmål fra det grå guld som vi ville være guld værd for os. Tænker på en appel box. , er den klumset at opsætte har læst der ikke findes en dansk manual . Har et 8år gammel Panasonic tv.
Mange hilsner
Bent Stybe
Apple TV er rimeligt nemt at opsætte, og der findes en dansk vejledning her: support.apple.com/da-dk/HT205358. Når blot tv’et har HDMI, er model og årgang underordnet.
Er der en app der hedder Smart IPTV i apple tv?
Der er ikke en, der kun hedder Smart IPTV, men der er en del, der hedder noget i den retning. Jeg har ikke noget kendskab til dem…
Hej,
vi har et Samsung UHD 4K SmartTV fra 2015 som vi stadig er glade for. Problemet er, at vi de sidste ca 2½ år ikke har kunnet streame DRs kanaler, idet firmwaren ikke kan opdateres (eller ikke tillades af Samsung).
Vi har tænkt os at løse problemet med et Apple TV 4K, men kan ikke finde ud af hvordan vi optimerer vore muligheder (såvel teknisk som økonomisk). I dag har vi en TV pakke fra Stofa via kabelTV og en 30/30 mbit fibernet forbindelse med router til vore øvrige devices.
Håber I har et par gode råd til “det grå guld”
Mvh, Carl
Der skulle ikke være noget i vejen for at bruge en Apple-tv-boks på din nuværende forbindelse og 30/30 burde være nok. Læs evt. artiklerne Hvordan får du IPTV? og Hvordan fungerer Apple TV – og hvad er det egentlig?.
Hvad hvis man køber et TV mere til huset. Skal man så købe endnu et Apple TV?
På forhånd tak.
En tv-boks kan kun sættes til ét tv ad gangen. Men hvis skærmene ikke skal bruges samtidig, kan man godt flytte tv-boksen, men det er lidt bøvlet.