Trådløse høretelefoner (eller hovedtelefoner) er populære, og det gælder især Apples AirPods, der – selvom de er relativt dyre – er de mest solgte. Der findes også et væld af lookalikes fra mere eller mindre ukendte producenter.
Der er imidlertid også andre store producenter, som anvender samme design. Et eksempel er Xioami, som nu er en af de store spillere på mobilmarkedet. Xioami producerer også alt muligt andet – fra el-løbehjul til smartwatches.
Mi True Wireless Earphones 2S
Topmodellen hos Xioami er Mi True Wireless Earphones 2S, og det er den, vi ser nærmere på her. Nedenfor forkortes det lange navn til Mi TWE 2S.
Pris
Man kan finde Mi TWE 2S på Pricerunner til under kr. 500, og det er jo et andet prisniveau end AirPods, som koster godt det dobbelte. AirPods Pro, der koster det tredobbelte, har aktiv støjreduktion, hvilket Mi TWE 2S ikke har.
Hvad er der i æsken?
Hovedtelefonerne leveres med et USB-C-kabel og en boks, som dels bruges til opbevaring og dels tjener som oplader. Der er også en lille manual, som du kan se her.
Specifikationerne
Mi TWE 2S kører med Bluetooth-version 5, som har lavt strømforbrug og god rækkevidde, og samtidig understøttes tre lydkodeks: SBC, AAC og LHDC. Det er, som det skal være.
Boksen oplades på en time via USB-C-kablet, og trådløs opladning understøttes også.
Batterierne holder til op til fem timer og boksen har strøm til i op til 24 timer.
Annonce i samarbejde med PriceRunner
Anvendelse
Når boksen åbnes, begynder Mi TWE 2S straks at lede efter parrede enheder. Normalt sker parringen, inden du har fået sat høretelefonerne i ørene, så du vil ikke opleve nogen forsinkelse.
Når du tager en af høretelefonerne ud af øret, stopper afspilningen automatisk, og det er jo rigtig praktisk. Det er også smart, fordi du straks bliver opmærksom på det, hvis en af høretelefonerne falder ud af øret. Det er i øvrigt muligt kun at bruge én høretelefon.
Berøringsfunktioner
Trykker du let (to gange) på højre høretelefon stopper afspilningen. Trykker du igen to gange, starter afspilningen igen. Trykker du to gange på venstre høretelefon aktiverer du talestyring med Siri (iPhone) eller Google Assistent (Android), så du kan styre afspilningen med din stemme.
Trykker du én gang på højre eller venstre høretelefon, kan du besvare/afslutte opkald.
Mi TWE 2S understøtter ikke regulering af lydstyrken og næste/forrige nummer ved berøring, som det kendes fra AirPods.
Andre features
Mi TWE 2S er vand- og støvtætte efter IPX5-normen, hvilket betyder at de er støvsikre og kan klare vandsprøjt. AirPods er klassificeret efter IPX4, der er lidt lavere.
Har du en Xiaomi-telefon (fx Mi- eller Redmi-serien) understøttes Mi TWE 2S bedre – ligesom det giver fordel at bruge AirPods sammen med iPhones.
Mi TWE 2S vejer 52 g i alt, og høretelefonerne alene vejer 4,5 g (hver).
Når høretelefonerne er i brug, kan man aflæse deres batteriniveau på selve telefonen – sådan ser det ud på Android:
Vurdering
Mi TWE 2S lyder fint og sidder godt i mine ører – jeg oplever ofte, at andre typer falder ud hele tiden, men det gælder altså ikke dette AirPod-inspirerede design.
Høretelefonerne er lidt større end de tilsvarende AirPods, men det oplever jeg ikke som noget problem.
Funktionen med berøring af høretelefonerne kunne jeg ikke få til at fungere hver gang, men det kan være et spørgsmål om tilvænning.
Som med AirPods er det praktisk, de altid er opladede og at de automatisk tændes, når det tages ud af boksen (og sættes på standby), når de sættes i boksen.
Mi True Wireless Earphones 2S er venligst stillet til rådighed af Mi Store Danmark.