Hjem » Nettet » Hvad er Google Meet – og hvordan fungerer det?

Hvad er Google Meet – og hvordan fungerer det?

Google Meet bruges til virtuelle møder, og det var tidligere et betalingsprogram. I takt med at udbredelsen af programmer som Zoom, Teams og Skype er steget voldsomt, er Meet blevet tilgængeligt i en gratis udgave.

Denne udgave giver mulighed for møder med op til 100 deltagere i 60 minutter (pr. dag), (primo 2021 er der dog ingen tidsbegænsninger). For Zoom er grænsen også 100 personer, men tidsgrænsen er 40 minutter.

Meet kan bruges i de fleste browsere på bl.a. pc og Mac. Man kan også bruge smartphone og tablets, men her skal enten iOS– eller Android-app’en anvendes. Denne gennemgang er primært baseret på Windows. 

Opret et møde

Når man skal oprette et møde, skal man være logget ind på en Google-konto. (Det er ikke nødvendigt med en Google-konto, hvis man bliver inviteret til at deltage i et møde.)

meet.google.com

Man starter mødet på meet.google.com

Siden er meget enkelt opbygget – man klikker blot Deltag i et møde, eller start et nyt. Tandhjulet øverst til højre giver adgang til indstillinger for lyd og video.

Næste trin giver mulighed for at deltage i et eksisterende møde, (som man er blevet inviteret til), eller at oprette et nyt. Man kan evt. give mødet et navn. Jeg valgte navnet Bestyrelsesmøde, men det duede ikke pga. ø’et, så det blev til Bestyrelsesmode.

Du får nu et skærmbillede a la dette:

Nederst på skærmen er der knapper til tænde/slukke for lyd og video samt en knap til at sløre eller ændre baggrunden. Der er adgang til forskellige indstillinger via de tre prikker øverst til højre. Prikkerne til venstre er en lyd-indikator.

Til højre er der mulighed for at starte mødet (Deltag nu), og til at dele din skærm med de øvrige deltagere. Fx kan du dele en fane i browseren eller en PowerPoint-præsentation. Endelig er der mulighed for at deltage med lyd over telefonen.

Når du har åbnet sessionen, kan du invitere deltagere. Det kan du gøre enten via et link eller via mail.

Når mødet er startet med dig selv som eneste deltager, der skærmen nogenlunde sådan ud:

Øverst til højre: 1) Her kan du se de øvrige deltagere og invitere nye deltagere. 2) Her er der mulighed for at chatte med alle. 3) Ur. 4) Her vises dit eget skærmbillede og der kan skiftes layout.

Nederst til venstre: 5) Her er detaljer om mødet. Er linket fx https://meet.google.com/reu-kige-uxu er koden du bruger, hvis du skal deltage via en app “reu-kige-uxu”.

Nederst i midten: 6) Mikrofon (tænd/sluk). 7) Afbryd deltagelse. 8) Video (tænd/sluk).

Nederst til højre: 9) Del skærm, vindue, fane. 10) Flere valgmuligheder (fx layout og baggrund).

Invitér deltagere

Du kan invitere deltagere via 1) eller 5). Det nemmeste er måske blot at kopiere linket og sende det i en mail eller i en SMS, hvis der bruges mobil.

Deltag i et møde

Når du klikker linket i invitationen til et møde, bliver du først bedt om at give Meet adgang til kamera og mikrofon. Når du har sagt ja til det, kan du også vælge at give Meet lov til at give dig notifikationer (uanset hvad du beslutter, kan du ændre det senere).

Arrangøren af mødet vil nu få besked om, at du gerne vil deltage og kan lukke dig ind.

Når mødet er i gang

Når mødet er i gang, vises deltagerne i hvert sit felt på skærmen – se de forskellige muligheder for visninger, skærmdeling mv. på billedet ovenfor. 

Bemærk, at man under 10) Flere valgmuligheder selv kan vælge sit layout – herunder hvor mange felter, der skal vises på skærmen.

På billedet til højre er det valgt, at der vises op til 16 deltagere på samme skærm. 

God fornøjelse med Meet.

 

 

Skriv en kommentar