På Facebook, Instagram og Twitter kan du lægge det eget indhold op og du kan dele andres indhold. Pinterest er anderledes, for her handler det kun om deling – du deler nemlig billeder og hjemmesider, som du synes godt om.
Pinterest kan bruges på to måder:
- Som en “opslagstavle”, hvor du gemmer billeder (og hjemmesider), som du finder på nettet – altså en slags bogmærker
- Som et sted, hvor du kan finde opskrifter, sjove billeder og alle mulige andre muntre og nyttige ting
Når du gemmer ting i Pinterest, bliver dine pins automatisk synlige for andre – og på samme måde kan du se andres pins. Opslagstavler kan dog gøres private.
Pin + interest Pin betyder knappenål – altså sådan en, som du bruger til at sætte papirer på opslagstavlen med. Interest betyder interesse, og Pinterest betyder dermed noget i retning af at sætte interessante ting og sager på opslagstavlen. |
Opret konto
For at bruge Pinterest, skal du have en konto, hvor du logger ind med email og et kodeord. Alternativt kan du logge ind med Facebook.
Når du logger på første gang, bliver du bedt om at udpege mindst fem emner, der interesserer dig – på den måde kan Pinterest hurtigt vise dig relevante pins – og reklamer (!).
Du får også tilsendt en mail, så du kan bekræfte din mailadresse.
Populære emner
Nogle af de populæreste pins er emner som fx mad og opskrifter, gør-det-selv, håndarbejde, mode (se figuren til højre). Fælles for emnerne er, at de er meget orienteret mod billeder – og her er madopskrifter jo et godt eksempel.
Emner, der ikke er gode billeder i, finder man ikke mange af på Pinterest.
Prøv at søge
Når du er logget ind, kan du starte med at søge på emner, der interesserer dig. Det kunne fx være, at “kamera” eller “kamerastativ”. Søger du på engelsk får du flere resultater – prøv “camera” og “camera tripod”.
Hvordan opretter du en pin?
Der er typisk tre måder at oprette pins på:
Gem en Pin i Pinterest
Når du er i Pinterest, kan du gemme en pin – laver du et langt tryk et billede, kan du gemme det, sende det eller skjule det – se billedet.
Hvis du trykker kort på billedet, kommer du ind på selve opslaget, hvor du kan læse mere en det og se evt. kommentarer.
Klik på Pinterest-ikoner
Når du besøger en webside, der bruger Pinterest-ikoner, kan du blot trykke på det og tilføje siden eller billedet til din Pinterest-opslagstavle. Det kan se ud som billedet til højre.
Få en Pinterest-knap i browseren
Det er ikke alle sider, der har Pinterest-knapper, så hvis du også vil kunne pinne dem, skal du have tilføjet en Pinterest-knap til din browser. På den måde så du nemt kan pinne de sider, du ser i browseren. Den er smart at have. Læs om, hvordan du får en Pinterest-knap.
Når du pinner
Når du pinner, kan du vælge at tilføje din pin til en opslagstavle. Den kan se sådan ud som billedet til højre, hvor der kan vælges mellem bestående opslagstavler eller oprettelse af nye.
Brug apps eller computer
Du kan både gå på Pinterest på nettet med browseren og via apps til iOS, Android.
Find inspiration på Pinterest
Savner du ideer og inspiration, kan Pinterest være noget af en guldgrube. Nogle eksempler:
Ferie i Berlin
Skal du på ferie i Berlin, kan du bruge Pintrest til at finde inspiration. Søg fx på Berlin hotel eller Berlin Seværdigheder.
Byg et brændeskur
Skal du bygge et brændeskur, kan du prøve gør det selv brændeskur.
Find en strikkeopskrift
Skal du finde en strikkeopskrift på en hue, kan du prøve strikkeopskrift hue.
Ide til udklædning
Her kan du fx søge på fastelavn kostume.
Følg …
Når du finder spændende indhold, kan du følge. Gå fx ind på brugeren og se hvilke opslagstavler vedkommende har og følg nogen af dem – eller følg brugeren.
I forhold til Facebook er Pinterest nemt at gå til, så det er bare at komme i gang 🙂
Jeg har flere gang gemt billeder af anatomiske kropsdele og kunst hvor det fjernes.
Utroligt at de ikke sorterer det fra hvis det kan vække opstød at se muskler og anatomi.
Billedværker af verdenskendte kunstnere. Helt ærligt kan tiden ikke bruges mere værdifuldt?