Et digitalt billede består af pixler (eller pixels) – små farvede firkanter. Figuren til højre består af 400 små farvede firkanter, og det viser et stærkt forstørret udsnit af billedet nedenfor.
Jo flere pixler et billede består af, jo større er dets opløsning, og jo skarpere og mere detaljeret er det. En megapixel er 1.000.000 pixler, og de fleste kameraer tager billeder, som er ca. 10 megapixel – altså 10 million små farvede firkanter.
Pixeltæthed
Jo tættere de enkelte pixler vises, jo skarpere ser billedet ud.
Et HD-tv har en opløsning på 1.080 x 1.920 – svarende til ca. to millioner pixler – eller to megapixel. Skal du vise dine feriebilleder på sådan en HD-tv-skærm, er det altså i princippet nok med fotos på to megapixler.
Har du et billede på fire megapixler, kan du dermed beskære det til halv størrelse uden at kvaliteten på skærmen forringes synligt.
En 23″ computerskærm har ca. samme opløsning som HD-tv’et, men er de enkelte pixels mindre og de sidder tættere. Går du tæt på en tv-skærm, kan du nemt se de enkelte pixels, men skal du se de enkelte pixels på en computerskærm, skal du meget tæt på – måske skal du endda bruge en lup.
På skærmen på et godt digitalkamera er de enkelte pixels endnu mindre, og de sidder endnu tættere. En 3″-skærm på et godt kamera har ca. ligeså mange pixels som et HD Ready-tv, så her er pixeltætheden langt større, men kameraets skærm ser man jo også meget tæt på.
Ppi
Ppi (pixels per inch – pixels pr. tomme) er et udtryk for pixeltætheden. Ppi er meget højere på en kameraskærm eller en mobilskærm, fordi disse skærme ses meget tæt på. I artiklen om opløsning kan du se ppi for forskellige kameraskærme.
Når det drejer sig om printer taler man i øvrigt om dpi (dots per inch – prikker pr. tomme).
Mere om opløsning
Lad os se lidt mere på et udsnit af billedet ovenfor i forskellige opløsninger. På billederne nedenfor er antallet af pixler reduceret, så der er færre og færre pixler til at danne billedet.
Forskellen er nem at se, men prøv at gå lidt væk fra skærmen, så kan du næppe se forskel. Dette demonstrerer, at det ikke nødvendigt at bruge større opløsning, end der faktisk er brug for.