
Det er gratis at lægge sine billeder på 500px, men der er også mulighed for at købe sig til forskellige ekstra muligheder. Men lad os starte med lidt generelt om 500px.
Populære billeder
Går man ind på selve forsiden, handler det mest om at oprette sig som bruger eller om at købe fotos, men på siden 500px.com/popular kan man se de populæreste billeder lige nu.

Som det ses på billedet ovenfor, er det muligt at filtrere på forskellige emner. Dem der ses er fra alle kategorier.
Med lad os se nærmere på, hvordan 500px er skuet sammen.
Medlemmerne bestemmer
Som på andre sociale medier er det medlemmernes adfærd, der afgør, hvad der er populært.
Som medlem har man mulighed for:
- Uploade fotos og forsyne dem med kategori, tags og beskrivelse.
- At følge andre medlemmer (og andre kan følge dig).
- Give faves, likes og kommentarer til de billeder man ser.
Pulse, fresh, upcoming og popular

Når et billede bliver uploadet, starter det med at være fresh, og det får en pulse på nul.
Når billedet bliver set andre og evt. får faves, likes og kommentarer, stiger pulse (til max. 100).
Når pulse kommer over 70, er billedet upcoming, og når den er over 80, er det popular.
Når der er gået 24 timer, skruer 500px pulsen ned, og i praksis er det formentlig umuligt at have et billede højt placeret flere dage i træk.
Hvordan ranker 500px fotos?
Som det gælder for andre sociale websites, har 500px en hemmelig algoritme, der giver billederne en pulse.
Pulse bestemmes altså af antallet af faves, likes, visninger og kommentarer – samt af hvor nyt billedet er på 500px.
Hvordan de enkelte komponenter vægtes, vides ikke.
Formentlig tager algoritmen også andre forhold i betragtning – fx et det nok bedre at få en fave fra en med mange følgere end fra en med få.
Og mon ikke også det tæller mindre at få faves fra én, der uddeler 100-vis af faves hver uge?
Uploader man mere end ét billede om dagen, er det sværere at få en pulse.
Sneboldeffekt

Jo flere, der synes om et billede, jo flere bliver det vist for, og det kan udløse en art sneboldeffekt.
Har man mange følgere, bliver ens billeder umiddelbart vist for flere, end hvis man har få følgere, og det giver naturligvis mulighed for endnu flere faves og likes. 500px tager imidlertid delvist højde for dette, så der fx skal færre faves og likes til at få en høj pulse, hvis man har relativt få følgere.
Der findes mange spekulationer om hvordan 500px ranker billederne – prøv blot at søge på “500px algorithm”.
Tre slags medlemskab
Der findes tre forskellige slags medlemskab af 500px:
- Free
Max. 20 billeder om ugen og max. 200 billeder - Premium (ca. kr. 150/år)
Max. 1.000 billeder om ugen og max. 100.000 billeder. Adgang til at oprette Sets (mapper) - Awesome (ca. kr. 300/år)
I princippet ubegrænset. Bedre mulighed for at eksponere billeder med salg for øje.
Inspiration
Søger man inspiration, kan man bruge 500px, og her kan man vælge, om der skal sorteres efter relevans, højeste pulse eller dato.
Skal man fx til Paris, og man gerne vil finde inspiration til, hvad man vil fotograferer (og evt. hvordan), kan man søge på Paris og vælge Relevance og kategorien City & Architecture:

Hvis du søger på fx København, så husk også at prøve Copenhagen, for 500px tager ikke højde for den slags.