...
Hjem » Computer » Speed den bærbare op med en SSD

Speed den bærbare op med en SSD

Harddisk og SSD.

Min gamle bærbare computer er dem-seks år gammel, og den er langsom – ubærligt langsom. Som livsforlængende behandling har jeg udskiftet den indbyggede harddisk med en ny SSD. Det hjalp!

Computeren har en 500 GB harddisk, men da bruges under ca. 170 GB, kan jeg godt nøjes med at udskifte den med en 250 GB SSD. Sådan en kan fås for under kr. 300.

SSD’en skal kobles til computeren

I første omgang skal SSD-disken kobles til computeren som ekstern disk. Det kan gøres ved at bruge en harddisk docking station, som tilsluttes via USB. Der findes forskellige typer.

En smartere mulighed kan være at købe et 2½” harddisk-kabinet. Det kan du montere SDD’en i. Den fungerer også via USB. 

Fidusen er, at du, når det hele er overstået, kan montere den gamle harddisk i kabinettet og bruge den som ekstern harddisk. 

På billedet ses 

  1. Dobbelt dockingstation som kan bruges til automatisk at klone en disk over på en anden. Den disk der klones til, skal være mindst lige så stor, som den der klones fra. Den understøtter de gængse SATA-diske. Den kan også bruges som enkelt dockingstation.
  2. Dockingstation til én disk (understøtter ikke kun de gængse SATA-diske, men også de gamle IDE-diske).
  3. Kabinet til 2½” disk.

Processen i korte træk

  • SSD’en sættes i dockingstationen, som er koblet til laptoppen.
  • SSD’en klargøres i Diskhåndtering.
  • Der oprettes en klon af den indbyggede harddisk på SSD’en.
  • Laptoppen åbnes og de to diske byttes rundt.

Diskhåndtering

Før SSD’en kan bruges, skal den klargøres, så den optræder som et drev i Windows (og i Aomei backupper), og her bruges programmet Diskhåndtering, som er en del af Windows.

Diskhåndtering ligger under Computeradministration, så søg efter “computeradministration” med søgeknappen i Windows, (sjovt nok kan man ikke søge efter “diskhåndtering” direkte).

Nedenfor ses processen i fire trin:

  • Al den ledige plads foreslås – og det er fint
  • Brug blot det foreslåede drevbogstav
  • Formater som foreslået
  • Færdig

Kloningen

Jeg har tidligere brugt Aomei Backupper til kloningen, men kloningsfunktionen er der kun adgang til i betalingsversionen. Jeg bruger i steder MiniTool ShadowMaker, som bl.a. kan klone diske.

Når disken er klargjort åbnes MiniTool ShadowMaker. Kloningsfunktionen gemmer sig under Tools > ….

Nedenfor ses processens trin: Vælg kilde og mål (Source Disk og Destination Disk). På Destination Summary skal der sættes flueben ved Align partition to optimize for SSD.

Pas på slumre…

Det sidste billede stammer faktisk fra en Youtube-video fra Aomei, der kort gennemgår processen. Lad dig ikke forstyrre af, at der også vises funktioner fra købe-udgaven af Aomei backupper. Du kan se, hvordan processen fortsætter i videoen. Du kan springe 90 sekunder ind i videoen, hvor kloningen starter ved at trykke her.

Diskene byttes rundt

Inden du går i gang med at købe SSD og evt. dockinstation, er det er nok en god idé, at du sikrer dig at du få bunddækslet af din laptop og dermed kan tage harddisken ud. Garantien bortfalder, hvis du åbner ind til indmaden, men den er jo nok udløbet alligevel 🙂   

Du skal også lige sikre dig, at din harddisk er en SATA, men det er den formentlig – ellers er det en meget gammel laptop, du har. SSD-diske er SATA-diske (billedet viser SATA-interfacet på en SATA-harddisk).

Søgning i Youtube – skriv også gerne mærke og model på din laptop.

Først skal harddisken tages ud af computeren. Man skal typisk fjerne bagbeklædningen (eller en del af den). Driller det, så prøv at søge på Youtube efter noget a la “Change harddrive laptop”, så dukker der videoer op, som måske kan hjælpe.

Du kan også prøve at google noget i retning af “Service manual mærke model.

På billedet nedenfor er der løsnet tre skruer, og dækslet er fjernet.

På billedet kan man se

  1. Batteriet – tag det for en sikkerheds skyld ud, inden harddisken fjernes.
  2. Harddisken, der her sidder i en ramme. Pilen viser hvor skruer, der holder rammen, sidder.
  3. I min 17″ laptop viste der sig at være plads til en ekstra harddisk, så jeg kunne have indsat SDD’en her og have klonet uden brug af en ekstern dockingstation.
  4. RAM-moduler (blot til info).
Laptop med dæksel til harddiske og RAM.

Nu tages harddisken ud og SSD’en sættes i  og skrues fast. 

Nu kan du sætte batteriet i og starte maskinen, og det hele skulle gerne virke. Hvis det ikke virker, så prøvet at gå ind i BIOS-opsætning (normalt med F2 under boot). Lad i øvrigt være med at sætte dækset på, før det har checket, at det hele fungerer. Fungerer det ikke, kan du jo altid sætte den gamle disk i igen.

Jeg fik faktisk en fejl (se billedet), men den forsvandt, da jeg havde været inde i BIOS-opsætningen (uden at ændre noget).

Skulle det drille, kan du finde nogle råd hos Aomei

På eget ansvar…

Jeg har her beskrevet, hvad jeg har gjort, og jeg kan naturligvis ikke tage ansvar for, om det fungerer for dig. Men held og lykke med det (hvis du tør).Artikel slut

Skriv en kommentar

Seraphinite AcceleratorOptimized by Seraphinite Accelerator
Turns on site high speed to be attractive for people and search engines.