• Annonce

Egen hjemmeside: Domænenavn, webhotel og platform

hjemmeside-1Når man skal have en hjemmeside, skal man træffe en række beslutninger. Her er en gennemgang af de indledende overvejelser.

  • Hvem
    – skal lave hjemmesiden?
  • Hvad
    – skal hjemmesiden hedde?
  • Hvor
    – skal hjemmesiden “bo”? 
  • Hvordan
    – skal hjemmesiden laves rent teknisk?
Har du allerede en hjemmeside, som du vil have fornyet?
Hvis du allerede har en hjemmeside, bliver processen nemmere, for så har du formentlig et domæne og en god ide om, hvad du ønsker lavet om.

Hvem skal lave hjemmesiden?

Vil du være selvbygger, eller vil du have hjælp?

Selvbygger

Hvis du vil lave den selv, skal du være relativt skrap til it. Alternativt kan du vælge at lave en side hos en af de udbydere, der tilbyder hjemmesider, som opbygges v.hj.a. en guide.

Der findes mange udbydere af den slags, men selv om mange af dem bruger ordet “gratis”, så check lige, hvad der er gratis – og hvad der skal betales for. Check også, om du kan få et rigtigt domænenavn eller om det er af typen minhjemmeside.hjemmesideland.com.

google-gratis-hjemmesidePrøv en Google-søgning efter gratis hjemmeside, og se hvad der dukker op (åbner på ny fane).

Lad andre klare det

Hvis du vil have lave din hjemmeside med hjælp udefra, er det vigtigt at have en idé om, hvordan siden skal se ud – fx ved at finde eksempler på hjemmesider, den gerne må ligne.

Måske kan en konsulent også komme med forslag til udseendet. 

Endelig skal du gøre dig klart hvilket indhold, du ønsker på siden. 

Ønsker du sparring med konsulenten, bliver det formentlig dyrere – men også bedre. Hvis du ændrer på dine krav og ønsker undervejs, bliver det også ofte dyrere, fordi opgaven tager længere tid.

Sørg for at sikre dig, at du selv lærer at oprette artikler mv. Det betyder nemlig, at du selv kan vedligeholde den, når den først er “oppe at køre”. Dermed er det kun, hvis der skal laves om på designet, du igen skal have ekstern hjælp.

Hvad skal hjemmesiden hedde?

Du skal finde et ledigt domænenavn og det bliver sværere og sværere, da flere og flere domænenavne bliver optaget. I følge dk-hostmaster er der nu over en 1,3 mio registrerede dk-domæner.

De fleste foretrækker et .dk-domæne, men der er også muligheder for fx .com- og .nu-domæner.

Har du en idé til et domænenavn, er det ikke nok at checke, om siden allerede findes online, for der er rigtig mange domænenavne, der er optaget, uden at være i brug.

Du kan checke om et domænenavn er ledigt hos dk-hostmaster.dk, som administrerer de danske domæner. Her kan du også se, hvem der ejer et optaget domæne. Af og til kan man komme ud for at ejeren er anonym.

Skal du checke mange mulige domænenavne, har hostingfirmaet one.com en domænechecker, der er nem at bruge.

Hvis du finder et ledigt domænenavn, kan du købe det det gennem et hostingfirma – se nedenfor.

Hvor skal hjemmesiden “bo”?

Din hjemmeside skal ligge i et webhotel hos et hostingfirma, og i den billige ende er der fx One.com og Unoeuro.com, hvor prisen ligger på under kr. 10-15 om måneden. Jeg bruger selv Unoeuro, som endda gratis giver mulighed for flere domæner på samme webhotel. Begge firmaer er i øvrigt danske.

Hvis man skal have shopfunktion, kan det være en fordel at vælge en service, der giver mulighed for dette. Eksempler kan fx være Shopify eller SmartWeb

Principielt kan du godt hoste din egen side, men det er ret langhåret og kan ikke anbefales i denne sammenhæng.

Oprettelse rent praktisk

Når du har besluttet dig for et domænenavn (fx min-egen-hjemmeside.dk), finder du et passende hostingfirma, hvor du opretter et webhotel.

Med Unoeuro som eksempel foregår det således:

  • Du starter med at indtaste navnet på det domæne, du har valgt
  • Derefter indtaster du dine personlige oplysninger
  • Du vælger om hotellet skal være PHP- eller ASP-baseret
    (til WordPress vælger du PHP)
  • Du vælger en adgangskode
    (du kan også lade systemet vælge en kode for dig)
  • Du betaler 

Hos Unoeuro ser regnestykket således ud:

unoeuro1

Første år betaler du dermed ca. kr. 270 for webhotel og domæne.

Når der er gået et år, betaler du kr. 115 pr. år for webhotellet. Dertil kommer betaling for domænet (kr. 45,-), som opkræves af dk-hostmaster. Den løbende, årlige udgift er dermed under kr. 200.

Vil du købe et domænenavn uden webhotel, sker det også gennem et hostingfirma. Der kan være store prisforskelle, og det er nøjagtig den sammen vare du køber.

Hvordan skal hjemmesiden laves rent teknisk?

I nettets barndom blev hjemmesider opbygget som enkeltstående, statiske HTML-sider, som blev uploadet til en server, men i dag er det et fåtal, der bruger den metode. I dag hedder løsningen et CMS (Content Management System (“indholdsstyringssystem”)).

CMS

I et CMS er det nemmere at oprette artikler og indsætte billeder, og det er nemmere at ændre udseendet på hele sitet på én gang.

Et eksempel: Skal man fx gøre en overskrift lidt større på en hjemmeside med statiske sider, skal man ind på alle sider og rette dette. Med et CMS, skal rettelsen blot foretages ét sted – lidt det samme princip som typografier i Word.

Når man lægger tekst ind, sker det også i en brugerflade, der minder om Word – og man behøver slet ikke at beskæftige sig med HTML-koder.

WordPress

Verdens mest populære hjemmesidesystem hedder WordPress, som du kan læse om i artiklen Egen hjemmeside: Hvorfor WordPress?.

Artikel slutTeknikalt er i øvrigt lave i WordPress.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

  • Relevante artikler og annoncer